Klubber

Tirsdagsklubben

Hyggegolf på højt niveau : Tirsdagsklubben, som er Københavns Golf Klubs dameklub, spiller hver tirsdag fra midt i april til slutningen af oktober. Der spilles i tre rækker A, B, C samt en 9-række.
A, B og C-rækken har starttider fra kl. 8.00 til kl. 12.50, men den sidste time fra 11.50 til 12.50 er forbeholdt 9-rækken. Melding via Golfbox og Klubturneringer.

For at blive medlem af Tirsdagsklubben skal man have EGA-handicap på max 36 og spille 18 huller. 9-rækken er forbeholdt klubbens ældre medlemmer. Vi er i år 154 medlemmer og har derfor venteliste.

I løbet af sæsonen spiller vi forskellige matchformer, der tilgodeser såvel den sportslige som den venskabelige del af spillet.
14 af årets matcher tæller til Order of Merit, OOM. I hver række uddeles point til de 7 bedste scores fra dagens match. Når sæsonen slutter, uddeles vandrepokaler og årspræmier til de fem bedste placeringer i hver række.
Vi spiller hvert år venskabsmatch mod Gilleleje, Rungsted og Falsterbo dameklubber. Det bliver til over 30 matcher i sæsonen, inklusive den interne venskabsmatch med Old Boys-klubben, udflugt og Åben Damedag.

Ældste dameklub: Tirsdagsklubben er landets ældste dameklub. Den blev stiftet i 1948 af en lille kreds af KGK-damer. Inspirationen kom fra engelske og skotske klubber. Formålet var, at man skulle spille forskellige matcher, lære regler og så selvfølgelig hygge sig. Der var 14 medlemmer det første år, og der blev spillet i to rækker. 10 år efter var der 38 medlemmer og ved 40-års jubilæet i 1978 var der 100.
I dag har Tirsdagsklubben 154 medlemmer, men udgangspunktet er stadig det samme som i 1948.

Du kan læse mere om årets matcher og Tirsdagsklubbens spilleregler længere nede på hjemmesiden. Du finder Tirsdagsklubbens vedtægter her.

Old Boys

KGK’s Old Boys er en flok ’ældre’ herrer på 55+ år, der mødes hver fredag i sæsonen – som er fra starten af april til slutningen af oktober – og spiller efter handicap- og turneringsregler og derved vedligeholder deres golfkunnen.

Der afvikles vi en baglæns Gun-start (hullerne 18, 17, 16, 15 og 1) med start kl. 09:00. På den måde kan vi alle spise frokost samtidigt og fejre dagens vindere – og bygge videre på vores gode kammeratskab.

Der spilles i tre rækker: A-rækken spiller 18 huller fra Tee 57, B-rækken 18 huller fra Tee 52 og C-rækken 9 huller fra Tee 49.

Vi spiller også med andre klubber på skift ude og hjemme og vi har mindst én årlig udflugt enten til Sverige eller en anden klub på Sjælland.

I løbet af året spiller vi forskellige matcher, såsom: Tee Mesterskab over 5 matcher, hvor alle Tee steder på banen spilles, Modificeret Slagspil, 4-7-9 og Stableford. I alt afvikles ca.30 årlige matcher, inklusiv den populære match med Tirsdagsklubben (KGK’s Dameklub), hvor vi spiller en mikset Greensome.

For at blive medlem skal man have et EGA-handicap. Ønske om medlemsoptagelse kan rettes til en fra bestyrelsen: mailadresse: oldboys@kgkgolf.dk

Juniorklubben

I Københavns Golf Klub er der rig mulighed for at få træning. Alle juniorer får tilbudt en ugentlig træning via deres medlemsskab. Varighed og indhold afhænger af alderen og hvor lang tid junioren har spillet golf. Holdplaner ses længere nede.

Er man helt bidt af golf og ikke kan få nok træning, vil der være mulighed for dem der elsker udfordringer og ønsker at arbejde koncentreret med deres golfspil, at tilvælge ekstra juniortræning.

Registreringen for juniortræning sæsonen 2022 åbner den første januar.

Træningen finder sted i højsæsonen fra påskeferien til og med første uge af sommerferien, samt midten af august til og med efterårsferien. Alle der tilmelder sig træning, får 1 times holdtræning pr. uge i højsæsonen med max. 12 deltagere pr. hold. Holdene vil deles ind på basis af alder og handicap niveau, med højde for individuelle ønskemål.

Den ugentlige træning er inkluderet i kontingentet.

Ved tilmelding til træning bedes i venligst angive:

  • Dit handicap og alder
  • Hvilken dag du ønsker at træne – Her er fire dage at vælge mellem: Mandag, Tirsdag, Onsdag og Lørdag. Træning på hverdage er mellem kl. 16-19, og lørdage mellem kl. 10-12. Du kan vælge flere dage der passer dig/jer.
  • Evt. hvem du gerne ønsker træne sammen med